Ontologi er en gren af filosofien, der studerer begreber som eksistens, det værende og virkeligheden. Det vil sige, at det er studiet af det, der eksisterer, og hvordan det eksisterer.
Sommetider bliver ontologi omtalt som videnskaben om at være og tilhører den større gren af filosofien, der er kendt som metafysik.
Det er Aristoteles, der bliver betragtet som ontologiens fader. Både Førsokratikerne, Demokrit og Platon gjorde sig ganske vist også ontologiske betragtninger, men det var Aristoteles, der introducerede ontologi som studiet i væren qua væren.
Ontologi bliver også anvendt inden for videnskabsteorien, hvor man kan tale om et fags ontologi. Det vil sige, at man taler om de grundlæggende antagelser om fagets genstandsfelt.
Her kan der f.eks. være tale om ontologisk reduktion, der handler om at forsimple et givent fags genstandsfelt eller om, hvorvidt et fags genstandsfelt kan enten inkludere eller eliminere andre fags genstandsfelter.
Et godt eksempel på dette, er den udbredte ambition om enhedsvidenskab, hvor en enhed forsøges etableret via idéen om en fælles ontologi. Med andre ord; et genstandsfelt for alle videnskaber.
Det betyder, at tanken altså har været, at man kunne reducere socialvidenskab til psykologi, psykologi til biologi, biologi til fysik og derved gøre fysikkens genstandsfelt til en fælles ontologi for samtlige videnskaber.
Spørgsmålet om virkeligheden
Ontologi er også vigtigt at have styr på i forbindelse med videnskab. Det er nemlig vigtigt, at du har styr på, hvad du betragter som værende ‘virkeligt’.
Har du eksempelvis intentioner om at forske i, hvordan to personer kan føre en god dialog, så har du faktisk særligt ontologisk ståsted. Det vil sige, at du er nødt til at arbejde ud fra en ontologisk antagelse om, at ‘en dialog’ er noget, der rent faktisk eksisterer, selvom det er noget, som vi hverken kan se, røre eller måle.
I en sådan sammenhæng er det derfor vigtigt, at du sørger for at stille ‘det ontologiske spørgsmål’. Du skal finde ud af, hvilke af dele af virkeligheden, som du har planer om at udvælge og undersøge for at få den viden, du ønsker.
Historie
Ontologi blev kaldt for ‘første filosofi’ af Aristoteles i Bog IV i hans Metaphysics-serie. Det latinske udtryk ontologia (‘videnskaben om at være’) blev opfundet af den tyske filosof Jacob Lorhard og optrådte for første gang i hans værk Ogdoas Scholastica i 1606.
Det blev dog først udbredt, da det blev gjort populært af den tyske rationalistiske filosof Christian Wolff. Det gjorde han i sine latinske skrifter, herunder særligt Philosophia Prima sive Ontologia (‘First Philosophy or Ontology’) fra 1730.
Wolff satte ontologi, eller generel metafysik, i perspektiv, ved at præsentere særlige metafysiske teorier såsom sjælens, legemernes eller gudens. Wolff hævdede, at ontologi var en priori disciplin, der kunne afsløre essensen af tingene, hvilket er et synspunkt, der blev stærkt kritiseret af David Hume og Immanuel Kant i det 18. århundrede.
I begyndelse af det 20. århundrede blev udtrykket adopteret af den tyske grundlægger af fænomenologi, Edmund Husserl, som kaldte Wolffs generelle metafysik for ‘formel ontologi’, som han kontrasterede med særlige ‘regionale ontologier’, hvilket omfattede naturens, matematikkens, sindets, kulturens og religionens ontologi.
Ontologien genoplives
Efter fornyet kritik og formørkelse under den antimetafysiske bevægelse, der er kendt som logisk positivisme, blev ontologien først genoplivet igen i midten af det 20. århundrede. Det var den amerikanske filosof W.V.O. Quine, der stod for dette. I slutningen af det 20. århundrede havde ontologien genvundet sin status som en central disciplin under filosofien, hvilket i høj grad skyldtes W.V.O. Quines arbejde.
Ontologiens historie har været bestående af et sæt grundlæggende, ofte langvarige og uforsonlige tvister om, hvad der er, ledsaget af refleksioner om egne metoder, status og grundlæggende begreber. Det omfatter blandt andet væren, eksistens, identitet, essens, relation m.fl.