Holocaust (også kendt som Shoah) er betegnelsen for nazisternes folkedrab på europæiske jøder under Anden Verdenskrig. Mellem 1941 og 1945 myrderede Nazi-Tyskland og dets allierede systematisk omtrent seks millioner jøder i Europa. Det svarede til omtrent to tredjedele af Europas jødiske befolkning.
Mordene blev udført i pogromer og masseskyderier, ved en udryddelsespolitik gennem arbejde i koncentrationslejre, i gaskamre og i gasbiler i tyske udryddelseslejre. Det foregik primært i Auschwitz-Birkenau, Bełżec, Chełmno, Majdanek, Sobibór og Treblinka.
Tyskland gennemførte den forfærdelige forfølgelse i etaper. Efter Adolf Hitlers udnævnelse til kansler den 30. januar 1933 byggede regimet et netværk af koncentrationslejre i Tyskland til politiske modstandere og dem, der blev anset som ‘uønskede’. De startede med Dachau den 22. marts 1933.
Efter vedtagelse af Bemyndigelsesloven den 24. marts, fik Hitler magt over Tyskland, hvorefter regeringen begyndte at isolere jøder fra civilsamfundet. Det inkluderede en omfattende boykot af jødiske virksomheder, som tog sin begyndelse i april 1933 samt vedtagelsen af Nürnberglovene i 1935.
Fra den 9-10. november 1935, otte måneder efter Tyskland annekterede Østrig, blev jødiske virksomheder og andre bygninger ransaget eller sat i brand i hele Tyskland og Østrig på det, der senere blev kendt som Kristallnacht (Krystalnatten). Efter Tyskland invaderede Polen i september 1939 og dermed udløste Anden Verdenskrig, oprettede regimet ghettoer, for at adskille jøder. Til sidst blev tusinder af lejre og andre tilbageholdelsessteder etableret i hele det tyskbesatte Europa.
Det hele kulminerede i en udryddelsesplan, som tyskerne kaldte Endlösung der Judenfrage. Denne plan blev vedtaget på Wannseekonferencen i Berlin i januar 1942.
Under koordinering af SS, med anvisninger fra Nazi-partiets ledelse, blev der begået drab i Tyskland, i det besatte Europa og inden for områder kontrolleret af Tysklands allierede. Specialtropper kaldet Einsatzgruppen myrdede omkring 1,3 millioner jøder i masseskyderier og pogromer i samarbejde med den tyske hær og lokale samarbejdspartnere fra sommeren 1941.
Fra midten af 1942 blev ofrene sendt i forseglede godstog til udryddelseslejre, hvor de, hvis de overlevede rejsen, blev gasset, arbejdet eller tæsket ihjel. Mange blev også dræbt af sygdom, medicinske forsøg eller under dødsmarcher. Drabene fortsatte frem til slutningen af Anden Verdenskrig i Europa i maj 1945.
Hvorfor hedder det Holocaust?
Den første registrerede brug af udtrykket Holocaust i sin moderne betydning, stammer fra 1895, hvor The New York Times brugte udtrykket til at beskrive massakren på armenske kristne begået af osmanniske muslimer. Udtrykket kommer fra græsk: ὁλόκαυστος. Det bibelske udtryk shoah, der betyder ‘ødelæggelse’, blev det hebraiske udtryk for drabet på de europæiske jøder.
Den 3. oktober 1941 anvendte det amerikanske magasin American Hebrew udtrykket ‘før Holocaust’, hvor de tilsyneladende henviste til situationen i Frankrig. I maj 1943 skrev New York Times, da de skrev om Bermuda-konferencen, at ‘hundredetusinder af europæiske jøder overlevede den nazistiske Holocaust’.
I 1968 oprettede Library of Congress, som er verdens næstestørste bibliotek, en ny kategori, der fik navnet ‘Holocaust, Jewish (1939–1945)’. Udtrykket blev udbredt i USA af NBC-serien Holocaust (1978), der handlede om en fiktiv familie af tyske jøder, og i november samme år blev President’s Commission on the Holocaust oprettet.
Efter flere ikke-jødiske folkegrupper begyndte at inkludere sig selv som ofre for Holocaust, valgte mange jøder at bruge hebraiske udtryk Shoah eller Churban. Nazisterne brugte derimod udtrykket Endlösung der Judenfrage.
Definition
Holocaust-historikere definerer almindeligvis Holocaust som folkedrabet på de europæiske jøder begået af Nazityskland og dets allierede mellem 1941 og 1945. Donald Niewyk og Francis Nicosia giver i The Columbia Guide to Holocaust (2000) dog en anden definition af udtrykket: ‘det systematiske, statsstøttede mord på hele grupper bestemt af arvelighed.’
Andre folkegrupper, der også blev et mål for Tyskland, efter Hitlers indsættelse som kansler i januar 1933, omfatter dem, som nazisterne betragtede som ‘undermennesker’. Dette omfattede nogle slaviske folkeslag, især polakker og russere, romaer og handicappede. Der var også personer, der blev målrettet grundet deres tro eller adfærd, herunder Jehovas Vidner, kommunister og homoseksuelle.
Ifølge Peter Hayes var forfølgelsen af disse grupper mindre ensartet end jødernes. Fx bestod nazisternes behandling af de slaviske folkeslag af ‘slaveri og gradvis nedslidning’, mens andre slaviske folkeslag blev begunstiget. Her nævner Hayes bulgarer, kroater, slovakker og nogle ukrainere. I modsætning til dette betragtede Hitler jøderne som det, Dan Stone kalder ‘en Gegenrasse’, hvilket vil sige, at Hitler end ikke betragtede dem som mennesker.
Endlösung der Judenfrage
SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, der var chef for Reich Security Head Office (RSHA), indkaldte til, hvad der blev kendt som Wannsee-konferencen, den 20. januar 1942 i Am Großen Wannsee 56–58, hvilket var en stor villa i Berlins Wannsee-forstad.
Det var oprindeligt planen, at mødet skulle afholdes den 9. december 1941, og invitationerne blev sendt afsted mellem 29. november og 1. december. Den 8. december blev mødet dog udsat på ubestemt tid, hvilket sandsynlig skyldtes Pearl Harbor. Den 8. januar sendte Heydrich nye invitationer ud, og inviterede denne gang til den 20. januar.
De 15 mænd, der var til stede i Wannsee, omfattede Heydrich, SS-oberstløjtnant Adolf Eichmann, leder af RSHA Referat IV B4 (“jødiske anliggender”), SS -generalmajor Heinrich Müller, leder af RSHA Department IV (Gestapo), og flere andre SS- og partileder.
Angiveligt havde otte ud af de 15 deltagere en doktorgrad. Der blev lavet 30 kopier af referatet, som fik navnet Wansee-protokollen. Kopi nr. 16 blev fundet af amerikanske anklagere i marts 1947 i en mappe fra det tyske udenrigsministerium. Skrevet af Eichmann og stemplet med ‘Top Secret’, og var desuden skrevet i ‘eufemistisk sprog’ efter Heydrichs instruks, hvilket Eichmann senere forklarede.
På mødet diskuterede de planen for ‘Endlösung der Judenfrage’. Mødet blev afholdt med det formål at koordinere bestræbelser og politikker (Parallelisierung der Linienführung), og for at sikre, at autoriteten lå hos Heydrich.
Heydrichs tale
Der var også diskussioner om, hvorvidt man skulle inkludere de tyske Mischlinge (halv-jøder). Heydrich sagde på mødet: ‘En anden mulig løsning på problemet har nu overtaget pladsen for emigration, dvs. evakuering af jøderne mod øst, forudsat at Der Führer giver den passende godkendelse på forhånd’, og fortsatte:
‘Under den rette vejledning, skal jøderne i forbindelse med Endlösung der Judenfrage allokeres til passende arbejde i østen. Modstandige jøder, adskilt efter køn, vil blive ført i store arbejdsgrupper til disse områder for at arbejde på veje, hvilket uden tvivl vil føre til, at en stor vil blive elimineret af naturlige årsager.
Den mulige sidste rest vil, da den utvivlsomt vil bestå af den mest resistente portion, skulle behandles i overensstemmelse hermed, da det er et produkt af naturlig selektion og, hvis løsladt, vil fungere som frøet til en ny jødisk genkomst.
I forbindelse med den praktiske udførelse af Endlösung der Judenfrage, vil Europa blive kæmmet igennem fra vest til øst. Særligt Tyskland, herunder protektoratet i Bøhmen og Moravia, skal håndteres først på grund af boligproblemer og yderligere sociale og politiske nødvendigheder.
De evakuerede jøder vil først blive sendt gruppe for gruppe til såkaldte transitghettoer, hvorfra de vil blive transporteret til østen.’
Evakueringerne blev betragtet som foreløbige (Ausweichmöglichkeiten). Endlösung der Judenfrage ville omfatte de 11 millioner jøder, der boede i områder, der var kontrolleret af Tyskland og andre steder i Europa, herunder Storbritannien, Irland, Schweiz, Tyrkiet, Sverige, Portugal, Spanien og Ungarn, ‘afhængigt af militære udviklinger’. Ifølge Longerich ‘skulle jøderne tilintetgøres med en kombination af tvangsarbejde og massemord’.
Udryddelseslejre
I slutningen af 1941 begyndte tyskerne i Polen at bygge yderligere lejre eller udvide de eksisterende. Eksempelvis blev Auschwitz udvidet i oktober 1941, da de byggede Auschwitz II-Birkenau et par kilometer væk. I foråret eller sommeren 1942 blev der installeret gaskamre i disse lejre, med undtagelse af Chełmno, der brugte gasbiler.
- Auschwitz II – Antal døde: 1.082.000
- Bełżec – Antal døde: 600.000
- Chełmno – Antal døde: 320.000
- Majdanek – Antal døde: 78.000
- Sobibór – Antal døde: 250.000
- Treblinka – Antal døde: 870.000
Der var også andre lejre, der sommetider blev beskrevet som udryddelseslejre. Det omfatter Maly Trostinets nær Minsk i det besatte Sovjetunion, hvor 65.000 menes at være blevet dræbt. I Maly Trostinets blev de primært dræbt i masseskyderier, men også i gasbiler. Det omfatter også Mauthausen i Østrig, Stutthof, nær Gdańsk, Polen, samt Sachsenhausen og Ravensbrück i Tyskland.
Gasbiler
Chełmno, kun med gasbiler, blev oprettet med udgangspunkt i Aktion T4-programmet. I december 1939 og januar 1940 blev gasbiler udstyret med gasflasker og et forseglet rum brugt til at dræbe handicappede i det besatte Polen.
Da masseskyderierne fortsatte i Rusland, frygtede Himmler og hans underordnede i felten, at mordene ville forårsage psykologiske problemer for SS. Derfor begyndte de at undersøge mere effektive metoder. I december 1941 blev lignende varevogne, som brugte udstødningsgasser frem for flaskegas, indført i lejren ved Chełmno. Ofrene blev kvalt af gassen, mens de blev kørt til de allerede forberedte gravpladser i de nærliggende skove.
Varevognen blev også brugt i det besatte Sovjetunionen, hvor de bl.a. blev brugt til i mindre rydningsaktioner i Minsk-ghettoen og i Jugoslavien. Ligesom masseskyderierne, medførte brugen af gasbilerne dog følelsesmæssige problemer for operatørerne, og det lille antal ofre, som varevognene kunne håndtere, gjorde dem ineffektive.
Gaskamre
Ifølge professor Christian Gerlach blev mere end tre millioner jøder dræbt i 1942, som var året, hvor massemordene nåede sin top. Mindst 1,4 millioner af de dræbte jøder befandt sig i et offentligt regeringsområde i Polen.
Ofrene blev normalvis fragtet til udryddelseslejrene med et godstog. Næsten alle ankomne til Bełżec, Sobibór og Treblinka blev sendt direkte til gaskamrene. Enkelte personer blev sorteret fra, da de skulle afløse døde arbejdere.
Auschwitz
I Auschwitz blev omtrent 20 procent af jøderne udvalget til at arbejde. De, der blev dødsdømt, blev i alle lejre bedt om at klæde sig af og aflevere deres værdigenstande til arbejdere i lejren. Derefter blev de sendt nøgne ind i gaskamrene. For at forhindre panik, fik de ofte at vide, at gaskamrene var brusere.
I Auschwitz blev kamrene fyldt og dørene blev lukket, hvorefter piller med Zyklon B blev smidt ind i kamrene gennem ventilationsåbninger. Disse piller frigav en hurtigtvirkende gift, som dræbte jøderne i kamrene inden for 20 minutter. Ifølge kommandant Rudolf Höss afhang dødshastigheden af, hvor tæt den indsatte stod på en gasventil, ligesom han vurderede, at en tredjedel af ofrene døde med det samme.
Johann Kremer, en SS-læge, der holdt opsyn med gaskamrene, vidnede senere, at ‘råb og skrig fra ofrene kunne høres gennem åbningen, og det var klart, at de kæmpede for deres liv’.
Efterfølgende blev gassen pumpet ud, og Sonderkommando (arbejdsgrupper bestående primært af jødiske fanger) trak ligene ud, hvor de fjernede guldtænder, klippede kvindernes hår og fjernede smykker, kunstige lemmer og glas.
I Auschwitz blev ligene først begravet i dybe huller og dækket med kalk, men mellem september og november 1942, beordrede Himmler, at cirka 100.000 lig skulle graves op og brændes. I begyndelsen af 1942 blev nye gaskamre og krematorier bygget for at rumme det store antal fanger og ofre.
Bełżec, Sobibór og Treblinka
Bełżec, Sobibór og Treblinka blev kendt som Operation Reinhard-lejrene, som var opkaldt efter den tyske plan om at dræbe alle jøder i den centrale del af Polen. Mellem marts 1942 og november 1943 blev omtrent 1.526.500 jøder gasset i de tre lejre, hvor tyskerne benyttede gaskamre med kulilte fra udstødningsgas fra stationære dieselmotorer.
Guldfyld blev fjernet fra ligene før begravelse, men i modsætning til i Auschwitz blev kvindernes hår klippet af, inden de døde. I Treblinka beroligede de ofrene ved at have bygget en ankomstplatform, der lignede en almindelig togstation. De har tilmed installeret et falsk ur.
De fleste ofre i de tre lejre blev først begravet i massegrave. Fra midten af 1942, som en del af Sonderaktion 1005, blev fanger i Auschwitz, Chelmno, Bełżec, Sobibór og Treblinka tvunget til at grave op og brænde lig, der tidligere var begravet. Denne beslutning blev truffet for at skjule beviserne, men også grundet lugten og frygten for, at drikkevandet vil blive forurenet.
Ligene, hvoraf der var cirka 700.000 i Treblinka, blev brændt på træ på åbne ildsteder. De knogler, der lå tilbage efter afbrændingen af de mange lig, blev knust til pulver.
Dødstal
De dræbte jøder repræsenterede omtrent en tredjedel af verdens jøder, og omtrent to tredjedel af de europæiske jøder. Dette er baseret på et estimat af, at der inden krigen var omtrent 9,7 millioner jøder i Europa. Størstedelen af disse jøder var i østen, hvilket omfattede 3,5 millioner jøder i Polen, 3 millioner i Sovjetunionen, næsten 800.00 i Rumænien og 700.000 i Ungarn. I Tyskland var der over 500.000 jøder.
Det mest almindeligt citerede dødstal er seks millioner, som stammer fra Adolf Eichmann, som gav tallet til SS-medlem Wilhelm Höttl, der underskrev en erklæring om dette tal i 1945. Historikere skønner, at tallet strækker sig fra 4.204.000 og 7.000.000. Ifølge Israels officielle mindesmærke Yad Vashem, bekræfter ‘seriøs forskning’, at mellem fem og seks millioner jøder døde.
Meget af usikkerheden stammer fra manglen på et pålideligt tal for antallet af jøder i Europa i 1939, grænseændringer, der gør det svært at undgå dobbeltoptælling af ofre, mangel på præcise optegnelser fra nazisterne, og en usikkerhed om, hvorvidt dødsfald efter løsladelse skal inkluderes.
Tidlige beregninger, som blev udført kort efter krigens afslutning, lyder på 4,2 til 4,5 millioner. Disse beregninger kommer fra Gerald Reitlinger, mens Raul Hilberg er nået frem til 5,1 millioner og Jacob Lestschinsky to 5,95 million. I 1990 estimerede Yehuda Bauer og Robert Rozett at mellem 5,59 og 5,86 millioner døde, mens Wolfgang Benz i 1991 estimerede mellem 5,29 og 6 millioner. Tallene omfatter mere end en million børn.
Udryddelseslejrene i det besatte Polen tegnede sig for halvdelen af de dræbte jøder. I Auschwitz var det jødiske dødstal 960.000, i Treblinka var det 870.000, i Bełżec var det 600.000, i Chełmno var det 320.000, mens det i Sobibór var 250.000 og i Majdanek var 79.000.
Ikke alle lande beskyttede jødiske indbyggere
Dødstallene i de besatte og allierede lande, var stærkt afhængige af overlevelsen af stater og regeringer, der var villige til at beskytte deres jødiske borgere.
I lande, der var allierede med Tyskland, blev statens kontrol over dens borgere, herunder jøderne, set som et spørgsmål om suverænitet. Den vedvarende tilstedeværelse af statsinstitutioner forhindrede derved det jødiske samfunds fuldstændige ødelæggelse.
I besatte lande var statens overlevelse ligeledes korreleret med lavere jødiske dødstal. 75 procent af jøderne overlevede i Frankrig, og 99 procent af jøderne i Danmark overlevede, men i Holland døde 75 procent af jøderne. 99 procent af jøderne i Estland døde, og i januar 1942 erklærede nazisterne Estland for ‘Judenfrei’ (fri for jøder). Det skete på Wansee-konferencen.
Jøder, der boede i lande, hvor staten blev ødelagt (Polen og de baltiske stater) eller fordrevet (det vestlige Sovjetunionen) havde en meget lille chance for at overleve. Næsten alle jøder i det tyskbesatte Polen, de baltiske stater og Sovjetunionen blev dræbt. I disse områder var den gennemsnitlige overlevelseschance på 5 procent. Ud af Polens 3,3 millioner jøder, blev omtrent 90 procent dræbt.
Ifølge professor David M. Crowe blev mellem 60 og 116 jøder dræbt i Danmark. Inden krigen startede, var der estimeret mellem 7.500 og 7.800 jøder i Danmark.
Kilde: Wikipedia