Drabet på den østrig-ungarske ærkehertug Franz Ferdinand fandt sted den 28. juni 1914. Drabet bliver kaldt for ‘Attentatet i Sarajevo’, men det var ikke blot Franz Ferdinand, der mistede livet. Det samme gjorde hans gemalinde Sophie Chotek, hertuginde af Hohenberg.
Det chokerende drab på ærkehertugen medførte det, der senere er blevet kendt som julikrisen, hvilket førte til udbruddet af 1. verdenskrig, der varede fra 1. august 1914 til 11. november 1918.
Hvem slog Franz Ferdinand ihjel?
Drabet på den østrig-ungarske ærkehertug blev udført af den bosnisk-serbiske oprører Gavrilo Princip, der var en del af oprørsorganisationen ‘Den sorte hånd’. Princip havde derfor indflydelse på, at 1. verdenskrig udbrød senere samme år som attentatet.
Efter drabet på ærkehertug Franz Ferdinand og hertuginde Sophie, blev Princip anholdt. Efterfølgende blev han idømt 20 års fængsel, men han nåede ikke at afsone alle 20 år bag tremmer. Derimod mistede han livet i 1981, hvor han døde af tuberkulose.
Flere personer var involveret
Der er mange, der tror, at det var Princip, der selv stod for at udføre attentatet, men det er faktisk ikke tilfældet. Derimod var der tre medlemmer af den bosniske ungdomsorganisation Mlada Bosna (‘Det unge Bosnien’), der besluttede at gennemføre et attentat imod ham.
Den ene af de tre medlemmer, var Gavrilo Princip, der var en 19-årig gymnasieelv dengang. Hertil var også 19-årige Nedeljko Čabrinović, som var trykkersvend, samt 18-årige Trifun ‘Trifko’ Grabež involveret. Grabež var 18 år gammel og havde forladt skolen uden en eksamen.
Sådan blev attentatet planlagt
I foråret 1914 traf Gavrilo Princip en beslutning om, at han ville dræbe Franz Ferdinand. Efter sigende traf han beslutningen, da han i en østrigsk avis havde læst, at Franz Ferdinand ville komme på besøg i Sarajevo, der i dag er hovedstaden i Bosnien og Hercegovina.
Andre kilder har dog rapporteret, at det faktisk var en anden mand ved navn Nedeljko Čabrinović, der var ophavsmand til attentatet, som han skulle være kommet op efter, efter at hans ven, journalisten Mihajlo Pušara, viste ham et udklip fra en avis, der handlede om besøget.
På daværende tidspunkt var der dog stor usikkerhed omkring, hvorvidt besøget i Sarajevo faktisk ville blive en realitet. Det skyldes, at kejser Franz Joseph var blevet alvorligt syg, hvilket førte til tvivl om, hvorvidt besøget kunne gennemføres.
Søgte støtte hos venner
Princip tog kontakt til Čabrinović og Grabež, for at fortælle dem om, hvad han havde planer om at gøre. Han sikrede sig, at han havde deres støtte. Desuden var han klar over, at han ikke kunne klare det selv, hvorfor han var nødt til at finde hjælp udefra.
Dette medførte, at han besluttede sig for at henvende sig til Milan Ciganović, der var en del af den serbiske efterretningstjeneste. Hertil var han også kendt som en folkehelt, som officielt var ansat ved jernbanen, hvor han også boede.
Ciganović havde også forbindelse til major Vojin P. Tankošić, som Princip før havde stiftet bekendtskab med, da han tidligere havde forsøgt at blive frivillig i Balkankrigen. Han vidste, at både Ciganović og Tankošić var højtstående medlemmer af ‘Den sorte hånd’.
Fik skydetræning forud for attentatet
Efter at være kommet i kontakt med Ciganović, gav han de tre unge mænd skydetræning i Park Topčider i Beograd. Det var også ham, der gav dem fire pistoler med ammunition. Ikke nok med det, så gav han dem også seks bomber, der stammede fra det serbiske militærs lagre.
Hvor disse våben konkret kom fra, kunne man ikke afdække, da flere serbiske militærfolk var i besiddelse af disse våben. Ciganović gav dem også penge til at betale for rejse samt små flasker med cyankalium, som de kunne bruge til at begå selvmord efter attentatet.
Inden måned inden attentatet, rejste de tre unge mænd til Sarajevo. Våbnene fik de kun over grænsen, da de fik hjælp af Ciganović, som brugte sine kontakter i den serbiske efterretningstjeneste.
I byen Tuzla, som de rejste igennem, sluttede en fjerde person ved navn Danilo Ilić sig til dem. Han hvervede også tre andre medlemmer, Vaso Čubrilović og Cvetko Popović, der begge var 17 år gamle samt Muhamed Mehmedbašić, der var en 27-årige muslimsk serber.
Andre personer var også involveret, men de optrådte dog ikke direkte og var ikke bevæbnede. Det gælder for de følgende personer:
- Veljko Čubrilović, Vasos bror og lærer
- Miško Jovanović, købmand og bankdirektør
- Mladen Stojaković, læge (blev senere folkehelt under 2. verdenskrig)
- Mladens bror Sreten, billedhugger
- Jezdimir Dangić, oberstløjtnant
- Jakov Milović, bonde
- Mitar Kerović og hans søn Neđa
Ordre om at afblæse attentatet
Da man var færdige med at forberede sig til det kommende attentat, fik Ilić en ordre fra Beograd om, at de skulle afblæse det hele. Ledelsen i den ‘Den store hånd’ var kommet på andre tanker, og var bekymret for, at det kunne føre til store konsekvenser, hvis attentatet lykkedes.
Dragutin Dimitrijević Apis, der var leder af den serbiske efterretningstjeneste, sendte en agent til Sarajevo, der fik til opgave at mødes med Ilić, så han kunne give ham ordren. Princip ville dog ikke afblæse det planlagte attentat, og det lykkedes ham at overtale Ilić til at gennemføre det, trods ordren.
Mehmedbašić og Čabrinović skulle være dem, der handlede først. De tog derfor opstilling ved Ćumurija-broen, mens de fem andre personer blev placeret ved Kejserbroen. Ilić, der ikke var bevæbnet, bevægede sig mellem grupperne, så han kunne sikre, at alt blev gjort korrekt.
Sådan blev Franz Ferdinand drabt
Den første person, der forsøgte at dræbe Franz Ferdinand, var Nedeljko Čabrinović. Han armerede sin bombe ved at slå den mod en lygtepæl, hvorefter han kastede den mod de ankomne biler. Det blev dog opdaget af chaufføren, som skyndte sig at trykke på speederen.
Da bomben kom flyvende, hævede Ferdinand sin arm, så han kunne beskytte sin kone mod genstanden. Den prellede derfor af på hans arm, hvorefter den faldt ud over bilen. Den eksploderede foran den tredje bil, hvorfor oberstløjtnant Merizzi, grev Boos-Waldeck og flere tilskuere kom til skade.
Attentatet fra Gavrilo Princip
Efter et besøg på rådhuset i Saravejo, gjorde Ferdinand det klart, at han ville have ruten ændret, da han ville besøge Merezzi på garnisonshospitalet, hvor han var blevet indlagt med et sår i halsen.
På vej mod hospitalet, drejede vognkolonnen ud for Latinerbroen, hvilket var i strid med ordren, da den fører over Miljacka og ind på den oprindelig rute.
Det blev opdaget i tide, og derfor ville chaufføren bakke, så de kunne køre tilbage på kajen. Her opdagede Princip, at køretøjet var standset lige foran ham. Derfor tog han chance, trak sin pistol og skød to gange mod køretøjet på få meters afstand.
Hans skud ramte Franz Ferdinand i halspulsåren, mens Sophie von Hohenberg blev ramt i underlivet. Efterfølgende udtalte Princip, at det slet ikke var meningen, at han ville ramme Sophie, da hans skud ar rettet mod hhv. Franz Ferdinand og Potiorek.
Efter attentatet slugt Princip sin pille, men det førte til, at han blot kastede op. Herefter forsøgte han at skyde sig selv, men pistolen blev revet ud af hans hånd, og han blev angrebet af den rasende folkemængde.
Kort efter blev han anhold, pryglet med sabelskæfter og ført væk. I samme ombæring kørte chaufføren hurtigt til Potioreks residens Konak. Sophie forblødte under turen, mens Ferdinand afgik ved døden kort tid efter på Konak.
Retssagen mod Gavrilo Princip
I sit vidneudsagn udtalte Gavrilo Princip, at han ikke angrede, hvad han havde gjort. Desuden sagde han også, at han ikke selv mente, at han var en forbryder. I stedet anså han situationen om, at han havde myrdet en tyran,
Han sagde også, at han var jugoslaver og revolutionær, og at han havde et stort had til Østrig-Ungarn, hvorfor han ønskede dets undergang. Ligeledes slog han fast, at han ikke var blevet opfordret til drabet, og at der ikke var nogen forbindelse til det officielle Serbien.
Han forklarede, at han af Ciganović var blevet advaret om, at de ville blive taget til fange af de serbiske myndigheder, hvis de hørte om planen. Han udtalte også, at han var ked af, at han havde dræbt ærkehertuginden, og at han ikke ville ramme hende, men derimod Potiorek.
Blev idømt 20 års tugthus
Efter retssagen blev Princip dømt skyldig i både højforræderi og snigmord, hvilket blev straffet med 20 års hårdt tugthus. Desuden blev hans straf skærpet med en månedlig fastedag samt at han den 28. juni hvert år blev straffet med hård kvarters- og mørkearrest.
Da der blevet afsagt dom, blev der taget hensyn til hans unge alder, hvilket var det eneste, der reddede ham fra en dødsstraf. I 1918 døde han dog på et fængselshospital i Theresienstadt, da han var blevet dødeligt syg med knogletuberkulose.