Holger Danske, som mange kender fra statuen i kasematterne under Kronborg, er en dansk sagnhelt. Der findes beretninger om Holger Danske i de tidlige europæiske kvad og heltedigte, der kaldes chansons de geste.
I Frankrig var han også en del af flere digte, men var her kendt under navnene Oger le Danois og Ogier de Danemarche.
Første beretning om Holger Danske: Rolandskvadet
Den første beretning om Holger Danske, er i Rolandskvadet, som er et digt fra 1060. Her optrådte han med en sådan succes, at både Roland og Olivier blev almindelige drengenavne i Frankrig.
I Rolandskvadet er Holger en af Karl den Stores ridder eller paladiner. I digtet går han under navnet Oger le Danois. I anden halvdel af digtet bliver han præsenteret som værende leder af Karl den Stores fortrop.
Der gives ingen forklaring på Holgers tilnavn eller hans tilknytning til Danmark i Rolandskvadet. Alligevel har han dog så berømt, at klosteret St Faro i Meaux hævdede, at både han og hans kampfæle Benedikt var blevet munke og lå begravet i klostret.
I ca. 1180 blev der rejst et stort gravmæle på det sted, hvor Holger og Benedikt angiveligt lå begravet. Gravmælen bestod af to mere end to meter lange, liggende statuer. Dertil bød den også på en afbildning af forlovelsen mellem Roland og la belle Aud (den kønne Aud). Dette skulle Holger Danske have hjulpet med at få i stand. Dette gravmæle stod frem til ca. 1750. I dag er det muligt at se Holger Danskes hoved, som er udstillet på Bossuet-muséet i Meaux.
Fætter til Renaut i digtet Renaut de Montauban
Kong Filip 2. havde Karl den Store som sit store forbillede, og var med afsæt i dette lykkedes med at fordoble sit riges udstrækning. Det havde han gjort ved at generobre alle engelske besiddelser i Frankrig fra Johan uden Land. Heltedigtningen omkring Karl den Store slog for alvor igennem under Filip 2.
I 1193 blev Filip 2. gift med Valdemar den Stores datter Ingeborg. Da det skete, fik Danmark en del omtale i Frankrig, og i ca. 1200 blev digtet Renaut de Montauban udgivet. I dette dig blev Holger Danske omtalt i en fremtrædende rolle som fætter til Renaut og hans tre brødre.
Deres farbror Girard de Roussilon er vasal for Karl den Store, der har sluttet fred med kejseren. En dag spiller Renaut skak med kejserens nevø, der fornærmer ham, hvilket får Renaut til at slå ham ihjel med skakbrættet.
Det resulterer i, at både Renaut og hans brødre m ågemme sig i Ardennerskoven. Her tilbringer de syv år og bygger borgen Montauban ved Bordeaux, som Karl den Store går til angreb på. De fire brødre får dog hjælp af troldmanden Maugis og vidunderhesten Baiart.
En af brødrene falder under slaget, mens de tre andre er ved at dø af sult under Karls belejring. Holger Danske er splittet mellem sin troskabsed til kejseren og sin loyalitet mod sine fætre.
Til sidst beslutter han at hjælpe dem med at flygte. Det er dog ikke noget, han får tak for. Faktisk udfordrer Renaut ham til duel, og deres to heste kommer også op at slås. Holger Danske vender tilbage til Karl den Store, men mødes af en anklage om forræderi.
Hovedperson i digtet La Chevalerie d’Ogier de Danemarche
I de første år efter 1200 blev der skrevet et digt, der havde Holger Danske i hovedrollen. Digtet har fået navnet La Chevalerie d’Ogier de Danemarche, hvilket kan oversættes til Holger af Danmarks ridderskab. I digtet har han fået navnet Ogier.
I dette digt er han søn af den danske konge Gudfred, og bliver udleveret til kong Karl den Store som gidsel, for at sikre fred. Da Gudfred senere bryder freden, vil Karl den Store dræbe Ogier (Holger). Hans hofdamer beder ham dog skåne hans lån, da de godt kan lide ham. Det vurderes, at han ikke er skyldig i sin fars handlinger og skånes derfor.
Senere i det 13. århundrede skrives og udgives digtet Les Enfances Ogier. Det er et digt, der handler om en ærværdig mand, som er ridder ved Karl den Stores hof. I slutningen af digtet fører denne ridder den frankiske hær til sejr over saracenerne.
Digtet fik sin fortsættelse i digtet Huon de Bordeaux, der stammer fra slutningen af Filip 2.s regeringstid. Huon de Bordeaux har slået Karl den Stores søn Charlot ihjel i et baghold, og derfor vil kejseren straffe ham. I en skov bliver Huon venner med elverkongen Auberon, der giver ham et tryllehorn og et tryllebæger.
Historien har været med til at inspirere Shakespeare til at skrive En midsommernatsdrøm. Heri er Auberon dog blevet omdøbt til Oberon. Det gamle franske digt blev gendigtet af Wieland i 1700-tallet, hvilket efterfølgende blev udgangspunktet for Jens Baggesens opera Holger Danske.
Senere blev det moderne med trylleri. Tryllefløjten af Mozart kom et par år efter operaen Holger Danske. Operaen handler om elverkongens tryllehorn, der kan få folk til at danse. Oberon og hans dronning, Titania, leder i operaen efter et særligt menneskepar, der elsker hinanden så højt, at de er hinanden tro – endda i livsfare. Dette par er Holger Danske og Rezia.
Holger Danskes eftermæle
På trods af sin danske oprindelse, dukker Holger Danske op i nordisk litteratur med inspiration fra de franske. Det sker for første gang i Karlemagnússaga, hvor han går under navnet Oddgeir danski.
Der findes også flere vandrehistorier, der handler om ham. Desuden optræder han også som helt i det traditionelle marionetteater på Sicilien, hvilket skyldes hans rolle i Rolandskvadet. Dengang bar han sværdet Curtana (eller Cortana/Courtain), der havde den følgende inskription: ‘Jeg er Curtana, af samme stål og hærdning som Joyeuse og Durendal’.
I 1500-tallet mentes det, at Holger Danske havde erobret alle lande fra Jerusalem til paradis i øst. Han mente sågar, at han også havde omdannet disse lande til kristendommen.
De mange historier om Holger Danske spredtes især på Christian 2.s tid, hvor oversætter Christiern Pedersen kom frem til, at kongen var en direkte efterkommer af Holger Danske. Legenden fortalte, at den nu sovende Holger Danske én dag ville vågne og komme Danmark til undsætning, hvis landet kom i nød.
I første halvdel af 1800-tallet blev historien knyttet til Kronborg af folkemindesamler Just Mathias Thiele, hvilket er årsagen til, at Holger Danskes skulptur i dag findes i kasematterne under Kronborg. I Skævinge Kirke er der desuden et kalkmaleri med en afbildning af Holger Danske, som stammer fra 1500-tallet.
Andre slumrende folkehelte
Under sine rejser til Tyskland stødte H.C. Andersen flere gange på folkesagn, der handler om den tyske middelalderkejser Frederik Barbarossa, der angiveligt skulle sidde fast i Kyffhäuser-Bjerget i Thüringen, fordi hans skæg er vokset fast i kippegulvet. Skulle Tyskland komme i nød, vil Kejser Frederik vågne – præcis som det er tilfældet med Holger Danske.
Der findes myter om slumrende folkehelte overalt i og uden for Europa. Flere af dem sidder under jorden eller inde i et bjerg, hvor de følger med i deres respektive nationers tilstande, så de kan komme dem til hjælp, hvis der skulle blive brug for det.
I Norge er det Olav Tryggvason, som efter slaget ved Svold i 1000 efter sigende skulle opholde sig i et kloster i Østen. I Frankrig er der flere folkesagn om Karl den Store, mens det i Portugal er om kong Sebastian og i England handler de ofte om ridderne af det runde bord. I de tysktalende lande er sagnheltene skjult i bjergene.
Statuen af Holger Danske under Kronborg
I 1907 blev en stor bronzestatue af den danske sagnhelt bestilt af Hotel Marienlyst i Helsingør. Billedhugger Hans Pedersen-Dan fik opgaven, og han lavede først en stor gipsfigur, som blev brugt til at lave den endelige statue i bronze.
Det er denne gipsfigur, der er blevet placeret i kasematterne under Kronborg. På trods af, at det faktisk ikke er den egentlige statue, er den blevet langt mere berømt. I 1985 var gipsfiguren dog blevet ødelagt af fugt, hvorfor den blev udskiftet med en kopi, som denne gang var lavet i beton.
I sagnet om Holger Danske lyder det, at ‘når Danmark stander i våde, så vil Holger Danske vågne op til dåd”. Det vil sige, at kommer Danmark i krig, vil Holger Danske vågne og redde Danmark.
I april 2013 blev den originale bronzestatue fra Hotel Marienlyst sat til salg på auktionssiden Lauritz.com. Den endte med at blive solgt for 3,2 millioner kroner. På dette tidspunkt var det den dyreste genstand, der var blevet solgt på auktionssiden. Køberen var en erhvervsmand fra Skjern, hvor skulpturen nu står.
Kilde: Wikipedia