Martin Luther King Jr. (født Michael King Jr. d. 15. januar 1929, død 4. april 1968) var en amerikansk baptistpræst og aktivist. Inden sin død blev han den mest prominente talsmand for og leder i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Det var han fra 1955 frem til hans mord i 1968.
King advokerede for borgerrettigheder gennem fredlighed og civil ulydighed, hvilket var inspireret af hans kristne overbevisning og Mahatma Gandhis ikkevoldelige aktivisme. Han var søn af den tidligere borgerrettighedsaktivist Martin Luther King Sr.
Frontfigur i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse
Martin Luther King deltog i og ledede flere marcher for sortes stemmeret, desegregation, arbejdstagerrettigheder og andre grundlæggende borgerrettigheder. Hans stod blandt andet i spidsen for busboykotten i Montgomery i 1955-56, og blev senere den første præsident i Christian Leadership Conference (SCLC).
Som formand for SCLC stod han i spidsen for den mislykkede Albany-bevægelse i Albany, Georgia. Derudover hjalp han med at organisere en række ikkevoldige protester i 1963 i Birmingham, Alabama. King var også med til at organisere Marchen mod Washington, hvor han holdt sin berømte ‘I Have a Dream’-tale ved Lincoln Memorial.
SCLC fokuserede på strategien med ikkevoldelige protester, hvilket de havde en vis succes med ved strategisk at vælge metoder og steder, hvor protesterne blev gennemført. Der var flere dramatiske sammenstød med myndighederne, som nogle gange endte med at blive voldelige.
FBI-direktør J. Edgar Hoover betragtede King som radikal, og gjorde alt for at modarbejde ham, ved blandt andet at kalde ham for en løgner. Han beskyldte ham endda for kommunistsympatier.
Flere FBI-agenter blev sat til at undersøge King for mulige kommunistiske bånd, hvorfor de registrerede hans ægteskabelige forhold og rapporterede om dem. I 1964 sendte de et truende anonymt brev til King, som han tolkede som et forsøg på at få ham til at begå selvmord.
Marchen mod Washington: I Have a Dream
SCLC, som King var formand for, var en af seks store amerikanske borgerrettighedsorganisationer, der i sommeren 1963 gik sammen om at arrangere en stor demonstration, der fik navnet March on Washington for Jobs and Freedom. Marchen fandt sted den 28. august 1963.
Foruden Marthin Luther Kings SCLC deltog de følgende personer: National Association for the Advancement of Colored People (NAACP), Whitney Young fra National Urban League (NUL), A. Philip Randolph fra Brotherhood of Sleeping Car Porters (BSCP), John Lewis fra SNCC samt James L. Farmer fra Congress of Racial Equality (CORE).
Dog var det ikke Martin Luther King, der var hovedorganisator for denne march. Det var derimod hans kollega Bayard Rustin, der indtog denne rolle. Rustins rolle var dog kontroversiel for King, da King var blandt de personer, der valgt at imødekomme præsident John F. Kennedys ønsker om ændringer i programmet.
I begyndelsen havde Kennedy helt modsat sig demonstrationen, eftersom han var af den opfattelse, at den blot ville gøre det mere vanskeligt at få vedtaget ændringer i borgerretslovgivningen. Personerne bag den store demonstration og march, var dog opsat på at gennemføre den.
Mindre konfrontatorisk end planlagt
Oprindeligt var denne demonstration tiltænkt at være en begivenhed, der skulle vise de forhold, som afroamerikanere i sydstaterne levede under. Samtidig skulle det også give borgerretsbevægelserne til at give udtryk for deres utilfredshed ved dette samt fremsætte de krav, de havde, i nationens hovedstad.
Fokus for demonstrationen var at fordømme myndighedernes manglende vilje og evne til at håndhæve borgerrettighederne. Man ville især fokusere på deres manglende evne til at sikre borgerretsforkæmpernes fysiske sikkerhed, men også den generelle sikkerhed for afroamerikanere i sydstaterne.
Det endte dog med, at arrangørerne gav efter for pres fra præsidenten, hvorfor demonstrationen ikke blev helt så konfrontatorisk, som det egentlig var meningen. Den nye kurs fik flere borgerretsaktivister til at mene, at det ville blive en forvansket, friseret udgave af etnisk harmoni. Malcolm X udviste foragt for demonstrationen, som han kaldte for ‘farce on Washington’.
Der blev dog opstillet en række specifikke krav ved demonstrationen, hvilket omfattede: afskaffelse af raceadskillelse i skolerne, fornuftige borgerretslove, forbud mod racediskriminering i ansættelser, beskyttelse af borgerretsaktivister mod politibrutalitet samt en mindsteløn for alle arbejde. Dertil blev der også stillet krav om selvstyre for delstaten Washington D.C., der dengang blev styret af en kongreskomité.
Stor succes
Selvom der opstod uenigheder, blev demonstrationen alligevel en stor succes. Der var mere end en kvart million personer af forskellig etnisk herkomst, der deltog i demonstrationen. Derfor strakte den sig også hele vejen fra trappen foran Lincoln Memorial til parken ved National Mall. Det gjorde det til den hidtil største protestdemonstration i Washington D.C.
Det var ligeledes ved denne demonstration, at han holdt sin verdenskendte tale, som senere blev kendt som ‘I Have a Dream’. Til sidst i talen afveg han fra sit manuskript, hvilket sandsynligvis var forårsaget af sangerinde Mahalia Jackson, der råbte: ‘Fortæl dem om drømmen’, hvilket fik ham til at starte på den kendte tale.
Det er en tale, der efterfølgende er gået over i historien. Den bliver betragtet som værende en af de mest skelsættende og betydningsfulde taler i USA’s historie, og bliver sat på linje med Abraham Lincolns Gettysburg-tale og Franklin D. Roosevelts Skændselstale.
Demonstrationen, og herunder særligt Martin Luther Kings tale, bidrog til at placere borgerrettigheder øverst på den venstreorienterede politiske dagsorden i USA. Ydermere var denne demonstration også med til at sikre vedtagelsen af borgerretsloven Civil Rights Act, der blev vedtaget i 1964.
Nobels fredspris
Den 14. oktober 1964 fik Martin Luther King overbragt Nobels fredspris i Oslo. Han var den ønske vinder af fredsprisen nogensinde. Efter modtagelsen af prisen, talte han til forsamlingen. Her talte han langsomt og med eftertryk, og ikke eneste gang smilede han til forsamlingen.
Kort inden afrejse til Norge havde King haft et vanskeligt møde med FBI-direktør J. Edgar Hoover. Som tidligere angivet, forsøgte han at modarbejde King på enhver vis, og kaldte ham bl.a. for løgner og beskyldte ham for kommunistsympatier. Da han hørte om, at King havde fået en Nobels fredspris, sagde han angiveligt, at King aldrig skulle have haft den.
Undervejs til Oslo stoppede Martin Luther King desuden i London i England, hvor han fik æren af at holde en prædiken i St. Paul-katedralen.
Da Nobelkomitéen besluttede at give prisen til King, traf de også et valg, der provokerede de stærke højrekræfter i USA. I sin tale forklarede King, at han mente, at kampen mod kolonialismen måtte føres videre internt i det USA, der cirka 200 år forinden blev grundlagt som følge af et oprør mod britisk kolonialisme.
I sin tale gjorde han – noget overraskende – brug af bibelske billeder om Moses. Dette brugte han til at symbolisere, at de sorte nu var gået gennem Det Røde Hav og havde forladt farao. Han gjorde også meget ud at understrege, at prisen ikke kun var til ham, men at det derimod var en pris til hele den samlede borgerrettighedsbevægelse.
I forbindelse med sit besøg i Oslo, var han også forbi Oslo Baptistkirke, hvor han en tale samt sang med medlemmerne af forsamlingen. I forbindelse med overrækkelsen af prisen, sendte norsk fjernsyn et interview med Martin Luther King, som var optaget dagen forinden. I dette interview citeret han bl.a. den norske forfatter Arnulf Øverland.
Attentatet på Martin Luther King
I slutningen af marts 1968 rejste Martin Luther King til Memphis i Tennessee. Det gjorde han med det formål at støtte de offentligt ansatte sorte skraldemænd. De havde nemlig strejket for højere løn og bedre arbejdsforhold siden 12. februar.
En af de primære årsager til strejken var en hændelse 1. februar, hvor to sorte skraldemænd blev klemt til døde i en defekt affaldspresse. Her havde de søgt ly under et regnvejr. Hvad der også var medvirkende, var en anden dag, hvor vejret blev dårligt og folkene blev sendt. Her fik en sort ansat ved vejvæsenet kun løn for to timers arbejde, mens hans hvide kolleger blev aflønnet for hele arbejdsdagen.
Den 3. april holdt Martin Luther King et møde i Mason Temple, hvor han også holdt sin tale ‘I’ve Been to the Mountaintop’. Hans flyvetur til Memphis blev forsinket som følge af en bombetrussel mod flyet. Dette omtalte han også i den tale, som han holdt ved mødet i Mason Temple.
4. april 1968
King boede altid på det samme værelse, når han var i Memphis. Det gjorde han også denne gang, hvorfor han igen bode på værelse 306 på Lorraine Motel, som var kendt som King-Abernathy-suiten. Både Jesse Jackson og Ralph Abernathy, som begge var Kings nære venner og kollegaer, var sammen med ham, da han blev dræbt.
Ifølge Jesse Jackson var de sidste ord, som King sagde på altanen, hvor han blev skudt, henvendt til musikeren Ben Branch. Han skulle spille samme aften til et møde, hvor det også var planen, at King skulle deltage. Han sagde, at King udtalte: ‘Ben, make sure you play Take My Hand, Precious Lord in the meeting tonight. Play it real pretty’.
Den 4. april 1968 kl. 18.10 blev King ramt af en kugle, mens han stod på altanen ved værelse 306 på Lorraine Motel. Kuglen trængte gennem hans højre kind og knuste hans kæbe, hvorefter den gik gennem rygsøjlen og satte sig i skulderen.
Abernathy har efterfølgende forklaret, at han kunne høre skuddet inde fra værelset. Da han hørte skuddet, løb han ud på altanen, hvor han fandt King. Han har også forklaret, at han efter drabet havde holdt om Kings hoved, hvilket blev betvivlet af de andre tilstedeværende. Det fik ham til at ændre sin forklaring til, at han havde rakt ud efter King.
Efter at være blevet opereret i brystet på St. Joseph’s Hospital, blev Martin Luther King officielt erklæret død kl. 19.05. Efterfølgende er det blevet afsløret, at hans obduktion viste, at han havde et hjerte som en 60-årige, selvom han kun var 39 år gammel. Dette var et resultat af 13 års stressende arbejde på vegne af borgerretsbevægelsen.
Optøjer
Efter attentatet opstod en bølge af optøjer, der spredte sig over hele USA. Der var voldsomme og omfattende optøjer i bl.a. Washington D.C., Chicago, Baltimore, Louisville og Kansas City. Der var også optøjer i flere andre byer, men især i førnævnte var de omfattende.
Robert F. Kennedy, der selv blev dræbt af skud to måneder senere, var på vej til Indianapolis, da han fik at vide, at King var blevet dræbt. Her holdt han en kort tale, hvor han fortalte sine tilhængere om drabet af King. Derudover opfordrede han dem også til at videreføre Kings ideal om ikkevold.
James Farmer og flere andre borgerrettighedsledere opfordrede til, at man protesterede, men at det foregik på ikkevoldelig vis. Den mere militante Stokely Carmichael var derimod af en anden opfattelse, og krævede mere radikale reaktioner. Bystyret i Memphis kom dog hurtigt de strejkende arbejdere i møde, hvorved de fik en aftale med bedre vilkår.
Præsident Lyndon B. Johnson valgte at udråbe 7. april til national sørgedag for borgerretslederen. Vicepræsident Hubert Humphrey var til stede, da King blev begravet, hvilket han var på vegne af præsidenten. Årsagen til, at præsidenten ikke selv var til stede var, at der var frygt for, at Johnsons tilstedeværelse kunne resultere i protester og vold.
Efter ønske fra hans enke, blev Kings sidste prædiken ved Ebenezer Baptist Church afspillet ved hans begravelse. I denne prædiken bad han om, at han ikke ønskede, at hans æresbevisninger og priser blev nævnt ved hans begravelse. Derimod skulle han forsøg på at ‘brødføde de sultne’, ‘klæde de nøgne’, ‘have ret i spørgsmålet om krigen’ samt ‘elske og tjene menneskeheden’ nævnes. Mahalia Jackson sang Kings yndlingssalme, ‘Take My Hand, Precious Lord’, ved begravelsen.
Hvem dræbte Martin Luther King?
To måneder efter drabet på Martin Luther King blev straffefangen James Earl Ray anholdt i Heathrow Lufthavn i London. Her forsøgte han at forlade Storbritannien med et falsk canadisk pas, hvori han var navngivet Ramon George Sneyd.
Ray ønskede at rejse til Rhodesia, der dengang havde hvidt styre. Det lykkedes ham dog ikke, da han i stedet blev udleveret til Tennessee, hvor han blev anklageret for mordet på Martin Luther King. Han tilstod drabet på King den 10. marts 1969, men allerede tre dage efter trak han sin tilståelse tilbage.
Efter råd fra sin advokat, Percy Foreman, erklærede han sig dog skyldig igen. Det gjorde han med henblik på at undgå en retssag med en sandsynlig dødsstraf som udfald. James Earl Ray endte med at blive idømt en straf på 99 års fængsel.
Senere påstod han, at han havde mødt en mand ved navn Raoul i Montreal, som angiveligt skulle have noget med mordet at gøre. Ydermere påstod han også, at Kings død var et resultat af en sammensværgelse.
James Earl Ray brugte resten af sit liv på at få den retssag, han ikke fik efter mordet. Det lykkedes ham dog aldrig at få denne retssag. I 1997 mødtes han med Kings søn, Dexter Scott King. Senere forklarede Dexter Scott King, at han støttede Rays bestræbelser for at få den retssag, som han aldrig fik.
Kort efter at have forklaret en regeringskomité om attentatet på Martin Luther King, hvor han forklarede, at det ikke var ham, der havde skudt King, flygtede Ray d. 10. juni 1977. Det gjorde han sammen med seks andre fanger, der også sad i fængslet Mountain State Penitentiary i Tennessee. De blev dog fanget igen tre dage efter, og Ray sad i fængsel frem til sin død i april 1998.
Sammensværgelse
Gennem hele processen opretholdt Rays advokater påstanden om, at han blev gjort til syndebuk for mordet på Martin Luther King. Det blev sammenlignet med de udbredte konspirationsteorier om, at Lee Harvey Oswald blev gjort til syndebuk for mordet på John F. Kennedy.
I denne forbindelse hævdede man blandt andet, at Rays tilståelse kun blev afgivet, fordi han var under tvang og trusler om dødsstraf. Man medgav dog, at Ray var indbrudstyv, men man nægtede hele vejen igennem, at han skulle have begået voldsforbrydelser med våben. Dette står dog i skarp kontrast til, at han flere gange var dømt for væbnet røveri.
Tekniske undersøgelser har vist, at King blev dræbt med en riffel, der er svarende til én, som Ray ejede, en Remington Gamemaster, men det blev dog ikke bevist, at det rent faktisk var Rays riffel, der var mordvåbnet.
På et badeværelse i et pensionat i nærheden af det motel, hvor King blev dræbt, fandt politiet Rays fingeraftryk på en riffel, der blev affyret, en kikkert, noget tøj samt en avis.
Man antog desuden, at han havde skudt King ud ad vinduet på badeværelset. Øjenvidner har dog forklaret, at det lød som om, at skuddene kom fra et buskads i nærheden. Dette buskads blev ryddet kun få dage efter attentatet.
På en brandstation, der lå lige overfor Kings motel, var der udstationeret politifolk, der skulle overvåge King. Politifolkene var derfor vidner til drabet, og skyndte sig desuden over til motellet, da de hørte skud. Ved ankomst gav de King førstehjælp.
Forholdet mellem King og FBI, politiet tilstedeværelse, og det faktum, at politiet ikke udsendte en efterlysning af drabsmanden, har resulteret i, at mange spekulerer i, om FBI var indblandet i Kings død.
Civilt søgsmål
I 1999 vandt Kings efterladte et civilt søgsmål mod Loyd Jowers og en række ukendte medsammensvorne om meddelagtighed i Martin Luther Kings død.
Loyd Jowers ejede en restaurant i nærheden af hotellet, og hævdede efter attentatet på King, at han havde modtaget 100.000 dollars for at sikre, at King blev myrdet. En jury på seks hvide og seks sorte vurderede, at Jowers var skyldig i medvirken til sammensværgelse.
Her kom det desuden frem, at juryen også mente, at offentlige myndigheder var involveret i attentatet. King-familien blev repræsenteret af advokaten William F. Pepper fra New York, der også arbejdede på at sørge for, at Ray kunne få en retssag, hvilket han dog aldrig nåede at få.
I 2000 undersøgte det amerikanske justitsministerium påstandene fra Jowers. De fandt dog ikke beviser på en sammensværgelse, hvorfor de anbefalede, at sagen ikke blev undersøgt yderligere, medmindre noget nyt dukkede op.
King-eksperterne David Garrow og Gerald Posner er dog ikke enige i Peppers påstand om, at myndighederne var involveret i mordet. I 2003 udgav Pepper en bog, hvori han skrev om den langvarige efterforskning og retssag samt arbejdet med James Earl Ray. Her holdt han fast i sin påstand om, at myndighederne var involveret.
Jesse Jackson, der så King blive myrdet, sagde i 2003, at han aldrig kommer til at tro på, at det var James Earl Ray, der stod bag det – i hvert fald ikke alene. Han mener, at regeringen var stærkt indblandet i at forberede attentatet, ligesom han mener, at de også var indblandet i at skaffe Ray af vejen efterfølgende.