Marilyn Monroe døde i en alder af blot 36 år af en overdosis. Hun døde sent om aftenen lørdag den 4. august 1962 i sit hjem på Fifth Helena Drive i Los Angeles. Hun blev dog ikke fundet før søndag den 5. august.
Hun var en af de mest populære Hollywood-stjerner gennem 1950’erne og i begyndelsen af 1960’erne. Derudover blev hun dengang anset som et sexsymbol, og var en prominent skuespiller inde i mere end et årti. Hendes film havde indtjent mere end 200 millioner dollars, da hun døde.
Tidslinje: Marinlyn Monroes sidste dag
Monroe tilbragt den sidste dag i sit liv, lørdag den 4. august, i sit hjem i Brentwood. Om morgenen mødtes hun med fotografen Lawrence Schiller, hvor de talte om muligheden for, at Playboy offentliggjorde nøgenbilleder af hende fra sættet på Something’s Got to Give.
Hun modtog også massage af sin personlige massør, talte med venner i telefon og underskrev leverancer. Hendes husholderske, Eunice Murray, var til stede i huset hele morgenen. Desuden havde hendes publicist Patricia Newcomb overnattet. Ifølge Newcomb var de kommet op at skændtes, fordi Monroe ikke havde sovet godt natten før.
Kl. 16.30 lørdag den 4. august ankom Monroes psykiater Ralph Greensom til huset, hvor de havde en session sammen. Her blev Newcomb desuden bedt om at forlade huset. Greensom forlod huset omkring kl. 19, men inden da bad han Murray om at overnatte og holde Monroe ved selskab.
Mellem kl. 19 og 19.15 modtog hun et opkald fra Joe DiMaggio Jr., som hun havde holdt kontakten med siden sin skilsmisse fra hans far. Han fortalte hende, at han var gået fra en kæreste, hun ikke brød sig om. Han har senere fortalt, at han ikke bemærkede noget alarmerende ved Monroes opførsel. Mellem kl. 19.40 og 19.45 ringede hun til Greenson for at fortælle ham nyheden om bruddet mellem DiMaggio og hans kæreste.
Omtrent kl. 20 trak Monroe sig tilbage til sit soveværelse. Hun fik et opkald fra skuespiller Peter Lawford, som håbede på at overtale hende til at deltage i hans fest den aften. Lawford blev foruroliget, fordi Monroe lød som om hun var påvirket af stoffer. Hun sagde: ‘Sig farvel til Pat, sig farvel til præsidenten (Lawfords svoger) og sig farvel til dig selv, fordi du er en flink fyr’, inden hun forsvandt.
Da Lawford ikke længere kunne få kontakt til Monroe, ringede han til sin agent Milton Ebbins, der uden held forsøgte at komme i kontakt med Greenso og senere ringede til Monroes advokat, Milton A. ‘Mickey’ Rudin. Rudin ringede til Monroes hus, og blev af Eunice Murray forsikret om, at Monroe havde det fint.
Cirka kl. 03.30 natten til søndag den 5. august vågnede Murray, og ‘følte at noget var galt’. Hun så, at der lys under Monroes soveværelsesdør, men hun fik ikke svar, da hun forsøgte at kalde på hende. Desuden var døren låst, så hun kunne ikke komme ind til hende.
Murray ringede til Greenson, som anbefalede, at hun kiggede ind gennem vinduet. Herfra kunne hun se Monroe ligge med ansigtet nedad på sin seng, dækket af et lagen, og hånden om en telefon. Greenson ankom kort efter. Han kom ind i Monroes soveværelse ved at bryde ind gennem vinduet. Her fandt han Monroe død. Han ringede til hendes læge Hyman Engelberg, der ankom til huset kl. 03.50 og officielt bekræftede dødsfadet. Kl. 04.25 blev politiet i Los Angeles underrettet.
Ligsyn: Hvad døde Marilyn Monroe af?
Retsmediciner Thomas Noguchi udførte Marilyn Monroes obduktion. Det gjorde han samme dag, hun blev fundet død. Han fik assistance fra Norman Farberow, Robert Litman, og Norman Tabachnik fra Los Angeles Suicide Prevention Center, der interviewede Monroes læger og psykiater om hendes mentale tilstand og helbred.
Baseret på kroppens dødsstivhed på det tidspunkt, hvor hendes lig blev fundet, blev det anslået, at hun var død mellem kl. 20.30 og 22.30 lørdag den 4. august.
Den toksikologiske analyse konkluderede, at dødsårsagen var akut barbituratforgiftning. Monroe havde 8 mg% (mg/dl) chloralhydrat og 4,5 mg% pentobarbital (Nembutal) i blodet og yderligere 13 mg% pentobarbital i leveren. Politiet fandt tomme flasker med disse lægemidler ved siden af hendes seng. Der var ingen tegn på ydre sår eller blå mærker på kroppen.
Resultaterne af undersøgelsen blev offentliggjort den 17. august. Retsmediciner Theodore Curphey angav Monroes død som et ‘sandsynligt selvmord’. Muligheden for en utilsigtet overdosis blev udelukket, da de doser, der blev fundet i hendes krop, var flere gange over den dødelige grænse, og var blevet taget ‘i en slurk eller i et par slurke i løbet af et minut eller deromkring’.
Da Monroe døde, var hun angiveligt i et ‘deprimeret humør’, og havde været ‘uforsonlig’ og uinteresseret i at vedligeholde sit udseende. Der blev ikke fundet et selvmordsbrev, men Litman udtalte, at dette ikke var usædvanligt, da mindre end 40 procent af alle selvmordsofre efterlader et brev.
Var det mord?
I 1970’erne opstod der spekulationer og påstande om, at Monroes død var et mord og ikke selvmord. På baggrund af disse påstande satte Los Angles Countys distriktsadvokat John Van de Kamp i 1982 sin kollega Ronald H. ‘Mike’ Caroll til at foretage en undersøgelse af, om en efterforskning skulle åbnes.
Caroll arbejdede tæt sammen med Alan B. Tomich, som var ansat som efterforsker på distriktsadvokatens kontor. Undersøgelsen stod på i tre måneder og resulterede i en rapport på 30 sider. Heri fortæller Tomich og Caroll, at de ikke fandt nogen beviser, der understøtter teorien om, at Monroe blev myrdet.
I 1983 udgav Thomas Noguchi sine memoirer, hvor han diskuterede Monroes sag og påstandene om, at der var uoverensstemmelse i obduktionen og retsmedicinerens afgørelse om selvmord.
Der har blandt andet været påstande om, at Marilyn Monroe ikke kunne have indtaget pillerne, fordi hendes mave var tom, at Nembutal-kapslerne skulle have efterladt en gul rest, at hun kan have fået et lavement, og at obduktionen ikke noterede nålemærker, selvom hun ofte fik injektioner af sine læger.
Noguchi forklarede, at blødningen af maveslimhinden indikerede, at medicinen var blevet ordineret oralt. Desuden påpegede han, at Monroe havde været misbruger i flere år, hvorfor pillerne ville have været absorberet hurtigere end for personer, der ikke er misbrugere. Han benægtede også, at Nembutal efterlader farvestofrester.
Han noterede også, at kun meget tydlige mærker er synlige på kroppen, og at det eneste blå mærke, han bemærkede på Monroes krop, der var at finde på den nedre del af hendes ryg, var overfladisk. Placeringen af det blå mærke indikerede, at det var utilsigtet og ikke beviste, at der var foregået noget kriminelt. Noguchi konkluderede, at baseret på hans observationer, er den mest sandsynlige konklusion, at Monroe begik selvmord.
Konspirationsteorier om Marilyn Monroes død
Gennem årene har der været rigtig om konspirationsteorier, der omhandler Marilyn Monroes død. Der er en stor del af disse teorier, der fortsat lever i bedste velgående den dag i dag. De fleste af de konspirationsteorier, som gennem tiderne er blevet præsenteret, tager afsæt i, at den kendte skuespillerinde blev myrdet.
I løbet af 1960’erne var der ingen udbredte konspirationsteorier om Monroes død. De første påstande om, at hun var blevet myrdet, blev fremsat i den antikommunistiske aktivist Frank A. Capells selvudgivne pjece The Strange Death of Marilyn Monroe (1964). Heri hævdede han, at hendes død var en del af en kommunistisk sammensværgelse.
Stod Kennedy bag?
Capell hævdede, at Monroe og USA’s justitsminister Robert F. Kennedy havde en affære, som hun lagde for meget i og truede med at forårsage en skandale. Derfor skulle Kennedy havde beordret mordet på Monroe, da han ville beskytte sin karriere. Foruden at beskylde Kennedy for at sympatisere med kommunismen, hævdede Capell også, at flere personer tæt på Monroe, herunder hendes læger og eksmand Arthur Miller, var kommunister.
Nogle år senere udgav Robert F. Slatzer bogen The Life and Curious Death of Marilyn Monroe (1975), som var baseret på Capells pjece. Ud over påstanden om, at Monroe blev dræbt af Robert F. Kennedy, hævdede Slatzer også at have været gift med Monroe i tre dage i Mexico i oktober 1952, og at de var nære venner indtil hendes død.
I oktober 1975 udgav journalist Anthony Scaduto en artikel om Monroes død i magazinet Oui. Året efter udgav han bogen Who Killed Marilyn Monroe? (1976) under navnet Tony Sciacca. Hans eneste kilder til bogen var Slatzer og hans private efterforsker, Milo Speriglio.
Udover at gentage Slatzers påstande, påstod Scaduto, at Monroe havde ført dagbog, hvori hun skulle have nedskrevet fortrolige politiske oplysninger, hun havde hørt fra Kennedy. Han hævdede også, at Monroes hus var blevet aflyttet af overvågningsekspert Bernard Spindel på ordre fra fagforeningsleder Jimmy Hoffa, der håbede på at finde inkriminerende beviser, han kunne bruge mod Kennedy.
Var det mafiaen?
I 1982 udgav Milo Speriglio bogen Marilyn Monroe: Murder Cover-Up, hvori han hævdede, at Monroe var blevet myrdet af Jimmy Hoffa og mafiaboss Sam Giancana. I bogen har han bl.a. citeret Slatzer og Scaduto, men også Lionel Grandison, der arbejder hos retsmedicineren i Los Angles på tidspunktet for Monroes død.
Grandison hævdede, at Marilyn Monroes krop var meget forslået, men at dette var blevet udeladt af obduktionsrapporten. Derudover hævdede han også, at han havde set hendes dagbog, men at den på mystisk vis var forsvundet.
Speriglio og Slatzer forlangte, at efterforskningen af Monroes død blev genåbnet af myndighederne. Til sidst indvilligede distriktsadvokaten i Los Angeles i at gennemgå sagen igen. Den nye undersøgelse fandt dog ingen beviser, der kunne understøtte påstandene om, at der var tale om et drab. Grandison blev vurderet som værende et upålideligt vidne, eftersom han blev fyret som retsmediciner, da han stjal fra ligene.
Påstandene om, at Monroes hjem blev Bernard Spindel, blev også vurderet at være falske. Spindels lejlighed blev ransaget i 1966, hvor hans bånd blev beslaglagt. Han påstod senere, at han havde aflyttet Monroes hus, men det kunne ikke bevises med indholdet af båndene, som efterforskerne lyttede til.